“En kiropraktor er en autoriseret sundhedsperson, der beskæftiger sig med undersøgelse, diagnose, forebyggelse og behandling af smertetilstande og nedsat funktion i muskel- og skeletsystemet”

GRUNDE TIL AT SØGE KIROPRAKTOR

Smerter i rygsøjlen (især nakke og lænd) eventuelt med udstrålende smerter til ben eller arme er den hyppigste grund til, at man henvender sig til en kiropraktor.
Rygsmerter kan optræde på forskellige måder og i flere sværhedsgrader lige fra ømme muskler til alvorligere skader som f.eks. en diskusprolaps.
Kroppens muskler og led kan også medføre symptomer væk fra ryggen, eksempelvis hovedpine, som også er en hyppig grund til at søge kiropraktor.
Lokale smerter i arme og ben er også en almindelig grund til at søge kiropraktor.

HVORDAN KAN EN KIROPRAKTOR HJÆLPE MIG?


Undersøgelsen og diagnose

Omfatter en sygehistorie og en grundig undersøgelse af området med besvær. Ofte suppleres undersøgelsen med mere almene undersøgelser som f.eks. blodtryksmåling eller lignende.

Røntgenundersøgelse

Undertiden er det nødvendigt at foretage en røntgenundersøgelse. Alle kiropraktorer har umiddelbar adgang til røntgenundersøgelse.

Manuel behandling

Består af en bred vifte af metoder, hvor kiropraktoren bruger sine hænder til at løsne/udspænde de stramme eller ”låste” led i ryg, arme eller ben.

Øvelser/genoptræning

Er patientens egen indsats for at genoptræne eller styrke den tabte funktion af det skadede område. Dette vil afhængigt af problemet omfatte både stabilitets-, styrke-, smidigheds- og/eller koordinationstræning. Træningen foregår enten som hjemmetræning eller i klinikkens træningsfaciliteter.

Kiropraktisk manipulationsbehandling

Er et særkende for kiropraktorerne og er en metode der specifikt og nænsomt retter på funktionen i et led ofte med en karakteristisk hørlig lyd (knæk).

Information og rådgivning

Opfattes som en selvstændig del af et behandlingsforløb. Patientens egen viden om skaden og håndteringen af skaden i dagligdagen er meget vigtig for et godt behandlingsforløb.

Forebyggelse

Er en vigtig del af et behandlingsforløb, idet det desværre er ret almindeligt at få tilbagevendende problemer, når man først har fået en skade. Forebyggelse omfatter i særdeleshed træning.

Bløddelsbehandling

Anvendes overfor muskler, sener og ledbånd mv.